Jeg har brugt Flickr siden starten af april 2007, og har egentlig principielt været glad for det. Men flere ting har fået mig til at kigge efter nye græsmarker:- Flickrs halv-skæve brug af censur-lignende handlinger. Som f.eks. den halv-gamle men ikke desto mindre relevante sag om Rebekka Guðleifsdóttir, der fik fjernet en collage af egne billeder, som blev lagt op i protest over et firmas tyveri af nogle af hendes billeder); indførelsen af begrænsninger på hvilke billeder der kan ses fra Tyskland; eller manden der fik lukket sin konto, fordi han kom med kritiske kommentarer i det Hvide Hus’ foto-stream.
- Deres åndsvage tag-system, hvor tags er adskilt med mellemrum og ikke kommaer som i stort set resten af verden.
- Især èn af deres meget aktive staff-personers evindelige insisteren på overdreven politisk korrekthed, grænsende til Morten Korch-lignende sødheds-kvalme.
- Deres tunge og ikke altid lige intuitive brugerflade (efter 2½ år farer jeg stadigvæk vild en gang i mellem).
- Man kan ikke selv vælge baggrundfarven på ens billed-side. Onexposure har sort baggrund, Fotopedia har sort baggrund, en hel del brugere bruger hacket ‘View on black‘ til at præsentere deres billeder på sort baggrund. Det er ikke tilfældigt. Mange billeder ser bare bedre ud mod en sort baggrund.
Jeg har således kigget rundt. Prøvet mig frem på 23hq, Picasaweb, Panoramio, PhotoBucket, photoSIG samt Zoomr. Ud fra let brug og et par uploads er den hurtige konklusion, at det mest brugbare alternativ til Flickr er 23hq, som jeg har leget lidt med.
23hq har en dejlig og simpel brugerflade, der er let og intuitiv at navigere rundt i. 23hq tillader mig at definere udseendet på min profil (en ting jeg virkeligt! har savnet hos Flickr!). 23hq har et fantastisk kommentarsystem, hvor der er en høj grad af sammenhæng og basis for interaktion.
Men det er heller ikke et sted uden udviklingspotentiale (okay – alle steder bør altid være åben overfor et udviklingspotentiale). Jeg savner lidt mere geotagging integration (man kan se hvor et billede er taget, men ikke se hvilke billeder der er taget et givent sted), og 23hq har samme tossede tilgang til tags som Flickr. Men det er småting.
Mine to største problemer med 23hq er dels, at jeg ikke kan bruge den normale flash-baserede uploader fra Mac OS X (den virker tilgengæld fint fra Windows 7), og dels at der ikke er så mange brugere, så specialist-grupperne er sjældnere og mindre.
Spørgsmålet er så om de to ting bliver opvejet af at komme væk fra Flickr… Jeg har endnu ikke besluttet mig og er endnu ikke færdig med at lege.
