Der har været masser af blog-indlæg om klimakonsekvenserne (eller mangel på samme) fra COP15. Nu hvor det hele er kommet lidt på afstand, vil jeg som så mange andre spinde et par tanker over COP15 – men i den kontekst over det der skete på gaderne.

Tilsyneladende er den gængse opfattelse, at København under COP15 kun kunne eksistere i to varianter: Som politistat eller brændt by. Uden nogen form for gylden mellemvej. Der er flere sider sagen (som der jo så oftest er med sådan nogle), og som så mange andre, vil jeg egentligt også gerne give mit besyv med, med de følgende tre pointer.

968 tilbageholdte: Var det nok?

Den første er en hvis betænkelighed ved at politiet tilbageholder 968 mennesker. Da jeg nu ikke selv var der, er det svært for mig at udtale mig om hvad der præcist skete, men 968 virker som unødvendigt mange. Nu er politifolk jo også mennesker som os andre og derfor kan politifolk begå fejl. Men! Politifolk er også udstyret med en lovformelig ret til at påføre folk smerte igennem den såkaldte magtmiddelbekendtgørelse. Det stiller altså lidt højere krav til fejlfrihed hos betjente – hvilket i øvrigt også skærpes i tjenestemandslovens §10. At man tager 968 mennesker ud af en demonstration og “vender dem på hovedet” i forbindelse med en demonstration er muligvis relevant – det er ca. 1% af den samlede demonstration. Men på den logistiske side falder det helt igennem. Det er muligt at lave en mere glidende afvikling af tilbageholdelse, transport, visitation og frigivelse end det der rent faktisk skete. Når man har magten over andre folk, stiller dette altså skærpede krav til fejlfrihed; og det har politiet ikke levet op til. Og det på trods af at politiet rent faktisk har været i udlandet og undervise i planlægning og logistik i forbindelse med store operationer.

Journalisterne får prygl! Javist…

… men kunne journalisterne ikke have gjort noget for at undgå det? Prøv at kigge på klippene Se politiet fjerne Politiken fotograf og B.T. og biskop får knippelslag.
Er det bare mig eller ligner journalisterne demonstranter? Det har et pressekort – javist – men hvor tydeligt er det egentligt at de tilhører pressen. Hvorfor har pressefolkene ikke flourocerende gule veste på, med teksten “PRESSE”? Det havde været tydeligt. Men næh nej. “Vi får ikke den autentiske stemning, hvis ikke vi blander os med demonstranterne” vil de givetvis sige.

Alle der har prøvet at stå i pressede situationer som den politiet befinder sig i, i det pågældende situationer ved hvordan det er. Adrenalinen kører; man er pakket ind i en hjelm der filtrerer lidt af virkeligheden og man ved ikke om man om fire sekunder bliver heglet til i molotov-cocktails. Politiet må ikke prygle pressen, men pressen må også godt handle proaktivt for at undgå det. “If you dress like halloween, gouls will get into your pants.” Det må altså ikke blive sådan at journalister blot kan kaste molotov-cocktails efter politiet og 8 sekunder senere trækker pressekortet og kalder helle, for at undgå at komme i klemme.

Tortur? Næppe

Jeg har efterhånden set en del skildringer fra d. store demonstration d. 12/12, hvor der er mennesker der hævder at være udsat for tortur. Det har de ikke. Tortur er ikke en subjektiv ting, men noget der er ret præcist defineret gennem FN’s torturkonvention (som mig bekendt ikke er et historisk dokument, i modsætning til hvad retsinformation hævder):

“Enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en trediemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.“

Der er to ting der er værd at bemærke her: Det skal være stærk smerte eller lidelse og den må ikke være en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner. Når man tisser i buskerne på den kolde jord mens man sidder i futtog er det ikke tortur. Når man dehydrerer på den kolde jord mens man sidder i futtog er det ikke tortur. Det er ubehageligt – javist. Men tortur er det ikke og bliver det aldrig. Det betyder ikke at politiet er fritaget for ansvar og burde have undgået situationen, men at kalde det tortur er at devaluere begrebet tortur.

Der var engang en reklame (for Orange tror jeg), hvor en dame med kraftig fransk accent hævdede at samtale fremmer forståelsen. Det passer. I mange situationer. Set udefra har jeg svært ved at se, at samtale skulle have afhjulpet noget her. For som jeg ser det, er det nu engang således at:

• Politiet ikke gjorde alt hvad de kunne, for at minimere generne for de tilbageholdte
• Journalisterne ikke gjorde hvad de kunne, for at markere deres tilknytning til pressen tydeligt
• Demonstranterne misbruger de store føleleskort ved at kalde deres behandling for tortur

Og alt dette skal løses ved at kigge indad – ikke have dialog parterne imellem. Og det kan faktisk være endnu sværere, men det er lige så vigtigt (de to ting går hånd i hånd). For uden det ender vi ved ekstremerne: Politistaten eller den brændte by.

Tags: 968, brændt by, COP15, demonstranter, københavn, logistik, magtmiddelbekendtgørelse, politi, politistat, presse, tortur