Torsdagen før weekenden skete der noget interessant. Et lille dansk firma ved navn AidOnline (AO) lancerede et produkt med samme navn, der på simpel vis erstattede de normale banner-reklamer med andre banner-reklamer . Der blev sådan set blot anvendt en simpel cut’n paste-løsning fra den gængse adblocker-teknologi, der dukkede op ca. to minutter efter de første banner-reklamer. Ingen hokus-pokus i det.

En af de ting jeg synes der er interessant, er at AO blevet udnævnt til både at være en internet killer, være med til at ødelægge internettet og nærmest en form for martyr for den frie ejendomsret. Men der er ingen tvivl om at AO er faldet en del mennesker for brystet og jeg er da selv en af dem.

Debatten fladede noget ud over weekenden – det meste af det der var at trække ud fra blogland, var trukket ud og folk holdt nok bare generelt weekend. Men var det i virkeligheden blot et enkelt community på internettet, der formåede at gejle sig sig selv op – at skabe den berømte selvoppustelige varmluftsballon – eller er der mere substans i det end som så?

Jeg tror i virkeligheden det afhænger en del af FDIM, som har truet med at nedlægge fogedforbud i dag. Men hvis det blot er en trussel, og det ikke bliver realiseret, vil en del af debatten blot ende med at stå som varm luft. Spørgsmålet er så, hvad fogedforbudet i virkeligheden skal indeholde, og hvad det kan få af konsekvenser. Jeg ser potentielt fire scenarier her:

  1. Fogedforbudet bliver nedlagt mod AidOnline som en indholdsændrende mekanisme. Dette vil i praksis åbne op for et nationalt forbud mod adblocker-software, hvilket der er nogle problemstillinger i. For det første ser jeg blot adblockere som et visuelt hjælpemiddel – reelt har de danske banner-reklame-virksomheder selv været med til at skabe et grundlag for adblockere, med deres alt for påtrængende reklamer – og derfor bliver adblockeren for mange bare et hjælpemiddel i stil med briller og Windows’ handikapfunktioner. Så kan man kalde det nas eller ej, den debat vil jeg ikke ind på her, men spørgsmålet er om de reklamefinancerede sider hellere vil have ikke reklame-fremkaldende besøg end slet ingen besøg…
  2. Fogedforbudet bliver nedlagt mod AidOnline specifikt. Dette betyder blot at der bliver dannet et fogedgrundlag for, at man ikke må tjene penge på andres ydelser (rufferi-paragraffen gør sig næppe gældende her :)). Jeg er ikke sikker på at der er umiddelbart grundlag for en overtrædelse af straffelovens kapitel 28 (tyveri og andre formueberigelser). Jeg er ikke jurist, men som jeg ser det, er det hvis det er noget en overtrædelse af §279a (For databedrageri straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding retsstridigt ændrer, tilføjer eller sletter oplysninger eller programmer til elektronisk databehandling eller i øvrigt retsstridigt søger at påvirke resultatet af sådan databehandling.). Hvis det er en overtrædelse af noget ophavsretsligt, kan jeg ikke umiddelbart se det.
  3. Der sker ikke noget. FDIM begærer ikke fogedforbud mod AidOnline.
  4. FDIM begærer fogedforbud, men det bliver ikke nedlagt. Det er svært at komme med noget bud på, hvordan begæringen kan blive afvist, idet det kræver viden om grundlaget for begæringen, men nogle steder har der været talt om den frie ejendomsret. Den tror jeg ikke holder. Ejedomsretten er fastlagt i grundlovens §79 og specificeret i Lov om erhvervelse af fast ejendom. En af forudsætningerne er ukrænkelighedsprincippet, og det forudsætter erhvervelsesret. Der er næppe tale om et erhvervet forhold ved benyttelse af en gratis ydelse på internettet. Den frie ejendomsret er i øvrigt et politisk og ikke juridisk udtryk.

Personligt håber jeg lidt på nr. 2. Dels fordi jeg synes, at det kunne være spændende at se grundlaget for fogedforbudet, dels fordi jeg synes, at det vil være sundt med debatten, fordi de danske netmedier trænger til at få sat nogle nye briller på i forhold til annoncefinancerede ydelser på internettet. Men det afhænger nok lige så meget af, om FDIM kan gøre problemstillingen forståelig for fogeden…

Folkene bag AO er næppe onde mennesker. De har nok bare ikke tænkt over de potentielle konsekvenser af deres ide (der findes i øvrigt et udemærket værktøj kaldet en SWOT-analyse, til netop at hjælpe folk til den slags – det kan på det varmeste anbefales) og heldigvis for det, for så havde vi ikke fået denne spændende og i mine øjne nødvendige debat. Og hvis nu alle bliver så bange for at en ide kan give bagslag, ender vi med at alle ideer er enten politisk korrekte eller at de helt forsvinder.

Og nu skal folk ikke bare tage mine ord for gode varer – følgende indlæg i debatten giver en godt og nuanceret indblik i debatten:

Tags: , , , , , , , ,