Jumbobog 79 s. 189: Andebys borgmester er i gang med at forklare hvor galt det er gået.
I forbindelse med min nylige flytning, genfandt jeg i en flyttekasse med min samling af gamle jumbobøger heriblandt Jumbobog nr. 79 fra 1987. Når jeg nu lige fremhæver nr. 79, er det fordi den indeholder en interessant historie med titlen Den elektroniske revolution. I løbet af 53 sider udspiller følgende drama sig:
Onkel Joakim revolutionerer, i profittens hellige navn, Andeby ved at oprette et netværk, som alle med en computer kan koble sig på. Dette udvikler sig (selvfølgelig?) til en nær-dystropisk situation, hvor alle opholder sig foran computeren det meste af døgnet, mens hoteller, taxiselskaber og biografer lider under manglende klienter: Alle får jo alle behov opfyldt via computerne og deres netværk.
På et tidspunkt er det så slemt at Onkel Joakim får et påbud fra borgmesteren om ikke længere at udbygge netværket. Det er dog først da Bjørne Banden i sædvanlig stil forsøger at klemme et par utrollioner kroner ud af Onkel Joakim, at det går rigtigt galt. For at undgå at betale ødelægger Onkel Joakim selv netværket og Andeby vender tilbage til sin gængse tilstand.
Historien er interessant, fordi den giver et bud på èn teknologisk udvikling set med 1987-øjne. En teknik hvor alle har computere, der er forbundet i et stort netværk. Lyder det bekendt? Det bør det gøre, for ved udgangen af juni 2008 havde 71% af alle husstande eller virksomheder en bredbåndsforbindelse. Tallet er næppe blevet mindre siden. Så hvorfor er vi ikke endt i et samfund, hvor alle sidder hjemme, mens vi arbejder og underholder os?
På næstsidste side kommer Onkel Joakim med følgende forklaring, på hvorfor det gik galt i Andeby i 1987:
Det er ikke elektronikkens skyld. Det er, fordi folk ikke nåede at vænne sig til at bruge den. Det kræver tid at omstille sig.
Nu er vi så i Danmark 22 år senere. Og det er ikke gået galt. Det var måske gået galt, hvis man havde indført hjemmecomputeren og internettet i løbet af tre måneder, men det tvivler jeg i virkeligheden også på. For mennesker er grundlæggende sociale væsner. Nogle mere end andre, men vi er grundlæggende sociale.
Og derfor har vi behov for at se og høre andre mennesker. Derfor kan man gå ind på et sted som MoJo Coffee i det centrale København og finde 6-7-8 mennesker, der sidder med hver sin computer og drikker kaffe. For sig selv men alligevel ikke alene. Derfor opstod der i sin tid store computertræf (som f.eks. The Party der allerede i 1991 havde 1200 deltagere) og senere mere sociale koncepter som f.eks. OpenBeer (2002), Copenhagen photowalking hub (2007) op til dagens sociale Twitter-arrangementer Twestivals.
Det har aldrig været lettere at planlægge og udbrede informationer om sociale arrangementer – og folk gør det!
Havde det store netværk af forbundne computere ikke været der, havde folk givetvis fundet andre begrundelser for at mødes (f.eks. landsbybrønden), men når nu netværket er der, er det da oplagt at bruge det til at møde nye mennesker, man ellers ikke ville komme i kontakt med. Og hvis ikke folk var interesseret i at møde andre mennsker, hvorfor er sociale net-koordinerede get-to-gether-arrangementer som RunningDinner blevet så populære?
Vi fik tiden til at omstille sig. Og uanset denne tid, så synes jeg faktisk, at vi har gjort det godt.
